Spring til indhold

Udtrædelsesaftalen

Den britiske regering og EU27 blev i november 2018 enige om udtrædelsesaftalen. I oktober 2019 enedes den britiske regering og de 2 resterende EU-lande om revisioner til dele af aftalen. Du kan finde udtrædelsesaftalen på EU-Kommissionens hjemmeside.

Udtrædelsesaftalen skal sikre en ordnet britisk udtræden af EU. Den skal skabe klarhed om bodelingen og afviklingen af over 40 års medlemskab. Der er tale om en juridisk bindende aftale, som skal regulere en lang række områder.

Det drejer sig bl.a. om det finansielle mellemværende mellem EU og Storbritannien, dvs. en opgørelse af, hvad Storbritannien mangler at betale til EU. Det drejer sig også om borgerrettigheder for britiske borgere i EU-medlemslandene og for EU-borgere i Storbritannien. Og det drejer sig om håndteringen af grænsen mellem Irland og Nordirland. Man har også forhandlet, om en lang række andre emner. For eksempel håndhævelse af udtrædelsesaftalen og hvilken rolle EU-domstolen skal spille i at sikre, at begge parter efterlever aftalen.

Udtrædelsesaftalen skal godkendes af både det britiske parlament og Europa-Parlamentet før udtrædelsesdatoen, hvis den skal træde i kraft.

Hvis udtrædelsesaftalen ikke godkendes af både det britiske parlament og Europa-Parlamentet, udtræder Storbritannien af EU uden en aftale og uden overgangsperiode (’no deal-scenariet’).

Hvad indeholder udtrædelsesaftalen?

Første del (Fælles bestemmelser) indeholder de fælles bestemmelser for udtrædelsesaftalen, herunder definitioner, det territoriale anvendelsesområde for udtrædelsesaftalen samt metoder og principper for aftalens virkning, gennemførelse og anvendelse.

Anden del (Borgerrettigheder) indeholder de bestemmelser, der tager sigte på at sikre, at EU-borgere og borgere fra Storbritannien og deres familier, som er berørt af den britiske udtræden, bevarer den status og de rettigheder, der følger af EU-retten.

Tredje del (Udtrædelsesbestemmelser) indeholder bestemmelser om andre spørgsmål i forbindelse med Storbritanniens udtræden af EU. Det drejer sig blandt mange emner om varer, der allerede er på markedet, igangværende moms- og punktafgiftssager, igangværende politisamarbejde og retligt samarbejde i straffesager, igangværende retligt samarbejde på det civil- og handelsretlige område samt data og oplysninger, der behandles eller indhentes inden overgangsperiodens udløb eller på grundlag af aftalen. Der er tale om væsentlige bestemmelser, der sikrer afklaring om en lang række tekniske og vigtige sager til gavn for borgere og virksomheder.

Fjerde del (Overgangsordningen) fastsætter en overgangsperiode, i hvilken hele EU’s gældende regelsæt med få undtagelser vil finde anvendelse i Storbritannien. Det gælder også for internationale aftaler, hvor Storbritannien fortsat vil være bundet af de forpligtelser, der følger af disse aftaler. I overgangsperioden vil Storbritannien dog hverken være repræsenteret i EU’s institutioner eller deltage i EU’s beslutningsproces, da de vil være trådt ud af EU. Der er mulighed for én gang at beslutte en forlængelse af overgangsperioden med et eller to år. Overgangsordningen gælder også på fiskeriområdet, hvor adgang til fiskeri i de britiske farvande fastholdes til periodens udløb.

Femte del (Finansielle bestemmelser) indeholder nærmere bestemmelser om den finansielle opgørelse, herunder nærmere bestemmelser om elementerne samt beregningen af værdien af den finansielle opgørelse og betalingsvilkårene.

Sjette del (Institutionelle og afsluttende bestemmelser) omfatter bestemmelser for en ensartet fortolkning og anvendelse af aftalen, nedsættelse af et blandet udvalg samt fastsættelse af en tvistbilæggelsesprocedure. Denne del indeholder også en forpligtelse for parterne til at bestræbe sig på inden overgangsperiodens udløb at nå til enighed om det fremtidige forhold.

Protokollen om Irland/Nordirland indeholder bestemmelser for at undgå en hård grænse mellem Nordirland og Irland uden at underminere det indre marked.

Protokollen er en permanent løsning for den nordirske grænse, som dog er mulig at opsige for de nordirske politiske institutioner, hvilket tidligst kan ske fire år efter ophør af udtrædelsesaftalens overgangsperiode. Protokollen indebærer, at Nordirland fortsat i vidt omfang vil være tilknyttet EU’s toldunion, og at import til Nordirland (også fra resten af Storbritannien) som udgangspunkt vil være dækket af EU’s toldsatser og -regler. Samtidig vil Nordirland dog formelt forblive i Storbritanniens toldområde og således indgå i landets fremtidige handelsaftaler med tredjelande. Modellen indebærer, at man undgår kontrol på grænsen mellem Irland og Nordirland, og at kontrol i stedet vil ske mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Dermed sikres samtidig beskyttelse af det indre marked.

Udtrædelsesaftalen omfatter også en protokol om baseområderne i Cypern.

Endelig omfatter udtrædelsesaftalen en protokol om Gibraltar, der behandler de særlige spørgsmål, som Storbritanniens udtræden af EU giver anledning til hvad angår Gibraltar.

KONTAKT

Udenrigsministeriet
brexitinfo@um.dk

 

NYTTIGE HJEMMESIDER

EU-oplysningen
Kommissionen