Spring til indhold

Klimatopmøde i New York

Den 23. september mødes verdens stats- og regeringsledere til klimatopmøde i New York. Beskeden fra generalsekretæren er klar: Kom ikke med taler, kom med handling. Danmark har ledende rolle på energiomstilling.


Der er kun gode argumenter for at investere i omstillingen til grøn energi. I filmen ”The Biggest No-brainer in the History of the World” fortæller Nikolaj Coster-Waldau om alle de fordele, der er ved grøn omstilling. Coster-Waldau er goodwill-ambassadør for FN og personligt engageret i klimakrisen, særligt i forhold til Grønland.

Global klimahandling er en topprioritet for Danmark
Det er en bunden opgave for verdenssamfundet at adressere klimaforandringerne, og det haster. Vi har kun 11 år til at indfri målene i Parisaftalen.

På FN’s generalsekretærs klimatopmøde i New York den 23. september 2019 skal verdens lande, byer, virksomheder, investorer og civilsamfund komme med konkrete løsninger og være med til at hæve klimambitionerne. Klimatopmødet er en vigtig mulighed for at Danmark kan gå forrest for at sikre global klimahandling.

Hvad skal der ske i New York?
Stats- og regeringsledere forventes at byde ind med deres målsætninger for reduktion af drivhusgasser samt konkrete planer for at nå dem. Lande, virksomheder, organisationer og investorer har frem mod topmødet udviklet en række konkrete initiativer, som vil blive præsenteret.

FN’s generalsekretær, António Guterres, har frem mod topmødet nedsat ni handlingsspor, som tilsammen er afgørende for at adressere klimakrisen: Reduktion af udledninger, finansiering, global energitransition, omlægning af industri, mobilisering af unge, sociale aspekter, naturbaserede løsninger, byer og lokal handling samt modstandskraft og klimatilpasning.

Læs mere om FN’s klimatopmøde her: https://www.un.org/en/climatechange/index.shtml

Danmarks rolle på klimatopmødet
FN’s generalsekretær har bedt Danmark om at påtage sig en ledende rolle for et af handlingssporene på topmødet – energiomstillingssporet. Sammen med Etiopien og organisationen Sustainable Energy for All (SEforALL) skal Danmark lede indsatsen med at fremme global omstilling til bæredygtig energi.

Danmark har derfor været med i spidsen for at udvikle en række konkrete initiativer inden for energiomstilling, som vil blive præsenteret på topmødet.

I New York vil Danmark være repræsenteret ved statsministeren, udenrigsministeren, udviklingsministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren sammen med en delegation af både danske virksomheder, politikere og civilsamfundsrepræsentanter.

Danmark vil – både på topmødet og fremadrettet – arbejde for at øge investeringer i grøn energi i både vækstøkonomier og de mindst udviklede lande. Samtidig skal vi sikre, at ingen efterlades på perronen, blandt andet ved at øge adgang til elektricitet for de 840 millioner mennesker, som verden over lever uden.

Læs mere om Danmarks klimapolitiske retning i den politiske forståelse mellem Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten.

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind

Hvad er global energitransition?

Global omstilling til vedvarende og effektiv energi er hjertet i den grønne omstilling. Energisektoren står lige nu for ca. 80 procent af de globale CO2-udledninger.

Alene ved at fokusere på vedvarende energi, energieffektivitet og elektrificering kan man opnå 90 % af den nødvendige reduktion i udledning af CO2 inden 2050. Derfor er omstillingen til grøn energi nøglen til at løse klimakrisen.

Verden har allerede de teknologiske løsninger, der skal til – vind, sol, energieffektivitet – men der skal politisk vilje og massive investeringer til, hvis verden skal nå Parisaftalens målsætninger.

Både udviklede lande, de store vækstøkonomier og udviklingslandene skal gennemføre en markant omstilling af nationale energisektorer. Særligt for de fattigste lande er der behov for samarbejde og erfaringsudveksling, så omstilling af energisektoren går hånd i hånd med bæredygtig økonomisk og social udvikling.

Mange fordele ved energiomstilling

Der er meget at vinde ved at engagere sig i den nødvendige overgang fra sort til grøn energi. Gennem omstilling til grøn energi er vi også med til at sikre, at flere mennesker får adgang til elektricitet i tråd med FN’s verdensmål. På globalt plan kan et skifte til grønne økonomier generere 26 billioner $ svarende til ca. 175 billioner kr. og skabe over 65 millioner flere jobs.

På klimatopmødet skal det store potentiale omsættes til handling og resultater ved at styrke samarbejdet på tværs af landegrænser og mellem beslutningstagere, virksomheder og borgere.

 

Danmarks succes med grøn energi

Danmark er allerede blandt de lande i verden, der gør mest – både herhjemme og internationalt. Takket være politisk vilje og stærkt samarbejde på tværs af sektorer har Danmark i årtier været i front, når det kommer til grøn energi. I dag stammer mere end en tredjedel af vores energiforbrug fra vedvarende energikilder.

Regeringen har sat et af de mest ambitiøse mål om at reducere vores CO2 udslip med 70 % i 2030. Når vi leverer vores globale grønne biddrag, står vi derfor på skuldrene af vores egne erfaringer og ambitioner. Danmark vil gerne dele den erfaring og viden med resten af verden. For det er helt afgørende, at vi - i fællesskab - bruger vores energi på netop energi.

Læs mere om Danmarks indsats for omstilling af energisektoren hos Klima- energi og forsyningsministeriet

Fold alle afsnit ud
Fold alle afsnit ind